Subpostmodernismen som jeg ser den

Sub-postmodernismen betegner en ny bølge af postmoderne livsførelse. Hvor postmodernismen angriber opfattelsen af universelle sandheder og kulturelle værdier, vælger sub-postmodernismen at ignorere eller spotte dem med en grundlæggende attitude af nedsættende ligegyldighed, som dog indimellem vendes til en vrede mod samfundet og bestemte konservative politiske og kulturelle grupperinger, som prøver at begrænse mulighederne for dyrkelsen af sub-postmodernismens ellers meget uklare værdier.

Postmodernismen fokusering på en fragmenteret livsanskuelse føres helt ud i sub-postmodernismen. En sub-postmodernists kulturforbrug har ingen umiddelbar sammenhæng ud over nogen meget uklare grænser. Den definerer sig fortrinsvis mod den etablerede pop og folkekultur, men den ægte sub-postmodernist nærer ingen bekymringer om at dyrke dele af den etablerede kultur, hvis det finder vedkommende interessant og/eller underholdene. Dog er der en klar tendens imod, at en dyrkelse af elementer fra pop og folkekulturen dyrkes selvironisk, som umiddelbart også er en meget vigtig bestanddel i den sub-postmoderne livsførelse. Især angående den fragmenterede livsanskuelse.

Menneskeidealet, som sub-postmodernismen bygges op om, har præg fra både eksistentialismen og nihilismen. Det perfekte menneske er det menneske som mest muligt skaber eller selvrealiserer sig selv uafhængigt af kulturelle og traditionsbestemte påvirkninger. I denne sammenhæng er det derfor et mål, at sub-postmodernisten forstår sig på mange forskellige former og niveauer af kultur og måder at leve på i forhold til sig selv og andre mennesker.

Ovenstående er til fri afbenyttelse