Der bør findes en isme, som er afledt af rastløshed. Det gør der nu. Sub-postmodernister er næsten per definition rastløse. Det er en kronisk sygdom. Til den findes der medicin som idealisme, kærlighed, sex, euforiserende stoffer, kreativ udfoldelse, underlige frisurer, massemyrderi og sådan noget., men lige meget hvad overvinder rastløsheden os. Til sidst bliver vores medicin et symptom på vores rastløse tilværelse. Det er netop der, det går op for os, at vi elsker vores rastløshed, selvom den ødelægger vores selvdisciplin og livslyst. Vi bliver simpelthen høje af den, som var det noget vi købte hos den lokale narkohandler.

Rastløshedsismen er for i øvrigt en vigtig og undervurderet bestanddel i ufattelig meget kunst. Men jeg tror ganske enkelt ikke de litteratur- og andre slags kunstprofessorer, der som følge af deres intense faglige kunden og uhyre selvdisciplin, sider på lortet, har øje for det. Dem der, som bestiller spalteplads i Politikens kultursektion, som var det en tid hos frisøren. De har simpelthen styr på livet i en sådan grad, at de ikke er mennesker mere. Fanden tage de mennesker. Vi skulle have en rastløs kulturfortolkningselite.

Lad mig i denne sammenhæng blot søsætte det første skib. I Knud Sønderbys roman "Midt i en jazztid" kan man i fjerde kapitel læse dette stykke fremragende rastløse indsigtsfuldhed:

"Hjernen kunne man ikke være så sikker på at få glæde af. Man kunne fylde på den og øve den, og så gav den sig pludselig til at kævle på egen hånd og gøre én ked af det. Hjernen var en balstyrisk og irritabel ting. Man kunne sidde fredeligt og læse, jura for eksempel, og så begyndte den at kævle op. – Selvfølgelig kan jeg lære dette her, og hvis det absolut er din mening, at jeg skal lære det, så gør jeg det. – Men det keder mig! At du ved det. Og man skyndte sig at tysse på den og berolige den. – Selvfølgelig skal du lære det. Du har jo altid ellers sagt, at det morer dig. Logik morer dig da, ikke? Og så er der da noget at bide i. Det er da morsomt at den kan holde sammen på det hele og bruge det siden hen. – Blive så fin og skarp som en ragekniv, ikke? Vi kan blive højesteretssagfører, vi kan blive præsident. Lave revolution. Kommunismen, for eksempel.. Danton! Husk ham. - Præsident! Din nar. Tor du, at jeg kan gøre dig til præsident. Jeg kan lige præcis gøre dig en almindelig grisk pengepuger. Hvorfor blev… - Nå, jamen så gør mig til en pengepuger i Gud navn – og hold så kæft! – Hvorfor blev du ikke mediciner, kunne den forsætte. – Det er dog noget ædlere, selv i lille format. – Præsident! Ha! Desuden må jeg gøre dig opmærksom på, at den med kommunismen ikke går længere. Det var i sidste uge. I forgårs kom vi til det resultat, at vi hverken vidste ud eller ind om det spørgsmål. Vi hælder endda lidt til kapitalismen nu. Jeg fandt på nogle snedige argumenter. Uomstødelige, så godt som. Så find nogen imod. Du er jo så klog! – Du gør nok nar. Hør nu efter, for det er alvorligt. Du må skaffe dig en interesse, en tro! Du må spænde mig for noget, så jeg kan se resultater. Jeg som en spændt urfjeder i fri luft. Jeg går grassat. Jeg skal pine og plage dig hver ledig time. Jeg skal gøre os vanvittig! – Nazisme, foreslår man spagfærdig. Mange nazister er så glade, og de har en tro. – Det er så venligt af dig, men nazister er hysteriske. Jeg er fredsven. – Fredstanken så! Pax æterna! -? Og man tumler henrykt med den store idé. Her må da være en tro, et livssyn. Men pludselig hører man et sted i hjernen en hysterisk, opgivende latter. – Hu, hu, hu! Ser du da det ikke for dig. Fede bønder, kævlende af fedme. Tror du ikke en soldat, der smækker sig plat på maven i dyndet og klemmer til jorden med maskingeværkuglerne sprøjtende hen over sig, lever mere. Folk vil slås med ord. Aviser! Man vil gå rundt med vilde øjne og tage sig til hovedet af ord. Man vil drukne i ord. Og man fik kvalme og blev led og opgav det hele. – Du er en dum hjerne! Jeg hader sig! Intet ved du, intet standpunkt tør du tage. – Hvis jeg er den dum hjerne, er det værst for dig. Værst for os. Vi skulle aldrig have begyndt at tænke så. Vi skulle ride langs stranden på en hvid hest. – Jeg går min vej nu. Jeg er led og ked af dig. Jeg går på pigesjov, jeg går på pigesjov, jeg går ud og morer mig. – Vi går sammen så, kunne den så falde i. Jeg er led og ked af det hele. Jeg er dødtræt."

I mit hoved handler denne bog om at give sin rastløshed en dybere mening. Man kan sagtens nøjes med at læse fjerde kapitel, hvis man er for rastløs til at læse hele romaner.

Musik er også ganske tit ufattelig rastløs. Et album som i den grad skinner og stinker af rastløshed, er David Bowies album ”Low”, hvorfra jeg har fundet følgende melodi på Youtube:



Det her indlæg er begyndt at blive langt, og det er begyndt at tage en form, som slet ikke er særlig rastløs. Det er ved at blive kedeligt at skrive og dumt formuleret, men jeg vil til sidst gerne slutte af med et link til et gammelt fransk dadaistisk tidsskrift fra 1917-1918 med en opfordring om at nyde det i et rastløst øjemed.

Dada

Rastløsheden længe leve!

Foto: Duchamp

0 kommentarer: