Fransk jazz fra 70'erne, en sub-postmodernistisk trend

J'Aime jazz er det tætteste, jeg kommer på at skrive, jeg elsker jazz. Det betyder forhåbentlig snarere end formentlig "hvorfor jeg elsker jazz". Volapykindledning. Plaindre (Det betyder undskyld). Jeg er vidst ved at blive frankofil. Deraf mit valg af billede.

Om fransk jazz fra 70'erne virkelig er en sub-postmodernistisk trend, baserer jeg på en lidt spinkel berettigelse. Først og fremmest virker det åndsvagt intelektuelt og kulturradiaklt på sådan en enorm overfladisk måde, at man som udenforstående må gøre noget enormt underligt med sin ansigtmuskulatur (se evt. igen billede).

Derudover baserer jeg det på et enormt fantastisk album, jeg postede med overskriften "Frankofil musikpost". Jeg må nok engang udtrykke min beundring over dette unikum af en kunstnerisk bedrift.

Det er mere chill end et urtebed. Fyldt med skæg snak og sang over et lydbillede, som er så ekstraordinært fængende med klaver, eksperimentrede elektronisk lyd, det tror jeg, er en saxofon, akustisk guitar, m.m. Det går i perfekt harmoni med nattens hyggelige mørke og smagen af en kold pilsner.

Subversion - S/T

Dertil har jeg ikke mere at sige for denne gang.