Der bør findes en isme, som er afledt af rastløshed. Det gør der nu. Sub-postmodernister er næsten per definition rastløse. Det er en kronisk sygdom. Til den findes der medicin som idealisme, kærlighed, sex, euforiserende stoffer, kreativ udfoldelse, underlige frisurer, massemyrderi og sådan noget., men lige meget hvad overvinder rastløsheden os. Til sidst bliver vores medicin et symptom på vores rastløse tilværelse. Det er netop der, det går op for os, at vi elsker vores rastløshed, selvom den ødelægger vores selvdisciplin og livslyst. Vi bliver simpelthen høje af den, som var det noget vi købte hos den lokale narkohandler.

Rastløshedsismen er for i øvrigt en vigtig og undervurderet bestanddel i ufattelig meget kunst. Men jeg tror ganske enkelt ikke de litteratur- og andre slags kunstprofessorer, der som følge af deres intense faglige kunden og uhyre selvdisciplin, sider på lortet, har øje for det. Dem der, som bestiller spalteplads i Politikens kultursektion, som var det en tid hos frisøren. De har simpelthen styr på livet i en sådan grad, at de ikke er mennesker mere. Fanden tage de mennesker. Vi skulle have en rastløs kulturfortolkningselite.

Lad mig i denne sammenhæng blot søsætte det første skib. I Knud Sønderbys roman "Midt i en jazztid" kan man i fjerde kapitel læse dette stykke fremragende rastløse indsigtsfuldhed:

"Hjernen kunne man ikke være så sikker på at få glæde af. Man kunne fylde på den og øve den, og så gav den sig pludselig til at kævle på egen hånd og gøre én ked af det. Hjernen var en balstyrisk og irritabel ting. Man kunne sidde fredeligt og læse, jura for eksempel, og så begyndte den at kævle op. – Selvfølgelig kan jeg lære dette her, og hvis det absolut er din mening, at jeg skal lære det, så gør jeg det. – Men det keder mig! At du ved det. Og man skyndte sig at tysse på den og berolige den. – Selvfølgelig skal du lære det. Du har jo altid ellers sagt, at det morer dig. Logik morer dig da, ikke? Og så er der da noget at bide i. Det er da morsomt at den kan holde sammen på det hele og bruge det siden hen. – Blive så fin og skarp som en ragekniv, ikke? Vi kan blive højesteretssagfører, vi kan blive præsident. Lave revolution. Kommunismen, for eksempel.. Danton! Husk ham. - Præsident! Din nar. Tor du, at jeg kan gøre dig til præsident. Jeg kan lige præcis gøre dig en almindelig grisk pengepuger. Hvorfor blev… - Nå, jamen så gør mig til en pengepuger i Gud navn – og hold så kæft! – Hvorfor blev du ikke mediciner, kunne den forsætte. – Det er dog noget ædlere, selv i lille format. – Præsident! Ha! Desuden må jeg gøre dig opmærksom på, at den med kommunismen ikke går længere. Det var i sidste uge. I forgårs kom vi til det resultat, at vi hverken vidste ud eller ind om det spørgsmål. Vi hælder endda lidt til kapitalismen nu. Jeg fandt på nogle snedige argumenter. Uomstødelige, så godt som. Så find nogen imod. Du er jo så klog! – Du gør nok nar. Hør nu efter, for det er alvorligt. Du må skaffe dig en interesse, en tro! Du må spænde mig for noget, så jeg kan se resultater. Jeg som en spændt urfjeder i fri luft. Jeg går grassat. Jeg skal pine og plage dig hver ledig time. Jeg skal gøre os vanvittig! – Nazisme, foreslår man spagfærdig. Mange nazister er så glade, og de har en tro. – Det er så venligt af dig, men nazister er hysteriske. Jeg er fredsven. – Fredstanken så! Pax æterna! -? Og man tumler henrykt med den store idé. Her må da være en tro, et livssyn. Men pludselig hører man et sted i hjernen en hysterisk, opgivende latter. – Hu, hu, hu! Ser du da det ikke for dig. Fede bønder, kævlende af fedme. Tror du ikke en soldat, der smækker sig plat på maven i dyndet og klemmer til jorden med maskingeværkuglerne sprøjtende hen over sig, lever mere. Folk vil slås med ord. Aviser! Man vil gå rundt med vilde øjne og tage sig til hovedet af ord. Man vil drukne i ord. Og man fik kvalme og blev led og opgav det hele. – Du er en dum hjerne! Jeg hader sig! Intet ved du, intet standpunkt tør du tage. – Hvis jeg er den dum hjerne, er det værst for dig. Værst for os. Vi skulle aldrig have begyndt at tænke så. Vi skulle ride langs stranden på en hvid hest. – Jeg går min vej nu. Jeg er led og ked af dig. Jeg går på pigesjov, jeg går på pigesjov, jeg går ud og morer mig. – Vi går sammen så, kunne den så falde i. Jeg er led og ked af det hele. Jeg er dødtræt."

I mit hoved handler denne bog om at give sin rastløshed en dybere mening. Man kan sagtens nøjes med at læse fjerde kapitel, hvis man er for rastløs til at læse hele romaner.

Musik er også ganske tit ufattelig rastløs. Et album som i den grad skinner og stinker af rastløshed, er David Bowies album ”Low”, hvorfra jeg har fundet følgende melodi på Youtube:



Det her indlæg er begyndt at blive langt, og det er begyndt at tage en form, som slet ikke er særlig rastløs. Det er ved at blive kedeligt at skrive og dumt formuleret, men jeg vil til sidst gerne slutte af med et link til et gammelt fransk dadaistisk tidsskrift fra 1917-1918 med en opfordring om at nyde det i et rastløst øjemed.

Dada

Rastløsheden længe leve!

Foto: Duchamp

Hvad skal EU i vores asylcentre? Spørger Morten Messerschmidt i et debatindlæg, og forsætter: "En flok velmenende flygtningeadvokater har nu bedt en delegation fra EU om at komme på besøg i de danske asylcentre for at undersøge, om forholdene lever op til konventionerne. Af flere årsager tager jeg mig til hovedet."

Jeg tager mig også til hovedet. Det er nu mere pga. Morten Messerschmidt. Hvad laver han dog i Folketinget? På Youtube har jeg fundet en video, som sammen med det vedlagte billede danner et ganske kvalificeret bud på netop det spørgsmål.




P.S. Jeg lover at mit næste indlæg, bliver af dybere kulturelt egenart.

J'Aime jazz er det tætteste, jeg kommer på at skrive, jeg elsker jazz. Det betyder forhåbentlig snarere end formentlig "hvorfor jeg elsker jazz". Volapykindledning. Plaindre (Det betyder undskyld). Jeg er vidst ved at blive frankofil. Deraf mit valg af billede.

Om fransk jazz fra 70'erne virkelig er en sub-postmodernistisk trend, baserer jeg på en lidt spinkel berettigelse. Først og fremmest virker det åndsvagt intelektuelt og kulturradiaklt på sådan en enorm overfladisk måde, at man som udenforstående må gøre noget enormt underligt med sin ansigtmuskulatur (se evt. igen billede).

Derudover baserer jeg det på et enormt fantastisk album, jeg postede med overskriften "Frankofil musikpost". Jeg må nok engang udtrykke min beundring over dette unikum af en kunstnerisk bedrift.

Det er mere chill end et urtebed. Fyldt med skæg snak og sang over et lydbillede, som er så ekstraordinært fængende med klaver, eksperimentrede elektronisk lyd, det tror jeg, er en saxofon, akustisk guitar, m.m. Det går i perfekt harmoni med nattens hyggelige mørke og smagen af en kold pilsner.

Subversion - S/T

Dertil har jeg ikke mere at sige for denne gang.

Det første indlæg i serien om ismer og sub-postmodernisme, og det kunne ikke være en mere en mere hadefuld start, derfor billedet (bare en eksplosiv lille hilsen).

Lad mig blot skære hadets begrundelse ud i pap (og med caps lock for dramatikens skyld), selvom det for en sub-postmodernist er ganske indlysende.

DET ER GIFT FOR VORES KULTURELLE OG INDIVIDUELLE UDFOLDELSE.

Jeg gider ikke uddybe det...

Omvendt gør konservative det også en del lettere at være sub-postmodernist (og postmodernist i det hele taget, men det er anden sag), idet de er meget lette at definere sig imod. Og hvis vi ikke engang imellem vækkes i hadefulde kramper af samfundsafsky, hvilke mennesker ville vi dog så være? Hertil har jeg et bud, som alene kun besvarer højst 20 % af spørgsmålet, og som også bør tildeles en anselig indie twist fra læserens side. Men hvis blotte tilstedeværelse er skræmmende nok i sig selv.

Søren Ryge...

Foto: Ping News

Således spørger Venstre, og fortæller videre om deres globaliseringsstrategi:

”Når de andre er billigere, så skal vi være bedre. Bedre til at oprette nye arbejdspladser. Bedre til at skabe nye produkter. Bedre til at få nye idéer”. Vi skal med andre ord være bedre til alt.

Hertil er der kun en ting at gøre. Vi må omlægge vores samfund, så det indrettes til B-mennesker, som vi fleste i øvrigt er indrettet fra naturens side. Kun således kan vi klare globaliserings udfordringer.

Tænk på hvor kultiveret og kreativt et samfund vi ville få, hvis vi bare kunne være vågne et par ekstra timer ud på natten. Det er i disse timer, det er hyggeligst at læse, den kreative udfoldelse er på sit højeste og det er i disse timer, man som oftest tager i byen, og benytter sig af byens mere farverige kulturtilbud.

Tænk på hvilket Utopia det ville blive. I stedet for vi efter uddannelse eller job spurgte hinanden, om vi skulle hænge ud, ville vi i stedet spørge, om vi skulle være fulde sammen. Det ville være som at have weekend hver dag, og som følge kunne vi jo ligeså godt afskaffe den, og vi ville derfor heller ikke mangle arbejdskraft de næste par årtier.

Støt op om B-Samfundet – et altnernativ til 8-16 samfundet.

... lyder det fra Paragraf 119 i sangen "Tomme Trusler". Den opfordring er hermed givet videre.

Foto: Frederikseidelin

Velkommen til Frankofilia. Jeg bliver simpelthent nød til at poste lidt musik fra République française.

Frantz
En rigtig charmerende sangerinde, der synger til en slags progressiv og psykedelisk elskværdig popmusik.

Subversion S/T
Sådan noget eksperimenterende jazzet folk af en slags. Ganske specielt.

Og så ikke mere musik i de næste par posts.

Liberté, Égalité, Fraternité

Foto: Gilles Itzkovitchklein